Chat with us, powered by LiveChat

Christian Bitz lærer racoon at spise sundt

Luk munden og let røven med

Hvordan kan man leve sundt uden at fornægte livet? Bliv den bedste og sundeste udgave af dig selv med relativt få ændringer. Sænk ambitionsniveauet og nyd livet. Det var budskabet, da forfatter, ernæringsekspert og debattør, Christian Bitz, gæstede Racoon.

Christian Bitz

Bitz har tidligere – ifølge sig selv – dyrket sundhed på et ekstremt plan. Han dyrkede masser af motion og havde havregryn og æg med til familiesammenkomster for at være sikker på at få den rette sammensætning af kosten. Men sjovt var det ikke.

Nu er der andre boller på suppen. Der er balance i sundhedsregnskabet, for sundhed handler ikke kun om kost, søvn og motion. Det handler også om livskvalitet. Læs her en række gode råd om, hvordan du bliver mere sund uden at skrue ned for livskvaliteten.

Søvn er vigtig

Når vi taler om sundhed, skal vi ikke undervurdere søvnen. Forskning viser, at voksne har behov for 7-8 timers søvn hver nat. Tilstrækkelig søvn giver øget velvære og får kroppen til at fungere optimalt. Det er tidskrævende at sove 7-8 timer, men hvis du sover for lidt, bliver du hurtigt træt. Og så kræver kroppen hurtige kulhydrater, salt, fedt og sødt.

Søvnmangel kan øge risikoen for en række sygdomme. Og forskning viser, at der er sammenhæng mellem for lidt søvn og vægtstigning.

Har du svært ved at falde i søvn?

Hvis det er svært at falde i søvn, så kan du forsøge med disse tricks:

  • Gå i seng samme tid hver aften og stå op på samme tid hver morgen – også i weekenderne. På den måde kommer du ind i en fornuftig rytme.
  • Undlad at se fjernsyn, tjekke mails og sociale medier mv. inden du skal sove. TV, computere, smartphones og tablets udsender blåt LED-lys, som forstyrrer hjernen og gør det sværere at falde i søvn.
  • Sov i et mørkt rum. Køb evt. et mørklægningsgardin for at hjælpe søvnen på vej.
  • Sov køligt. Skru ned for varmen om vinteren. Køb evt. en blæser om sommeren.
Christian Bitz

Christian Bitz og Racoon direktør Thomas Rodenberg på slap line.

Motion er vigtig – men du behøver ikke at gennemføre en ironman

Når vi taler om sundhed, så ved vi alle, at motion er vigtig. Hvis du ikke er i form, virker motion uoverkommelig. Men det er vigtigt at huske på, at motion ikke er lig med et maraton eller en ironman. At gå en tur i et godt tempo, at tage trapperne i stedet for elevatoren, at cykle på arbejde, at vaske trapper eller gøre rent er også motion. Tænk på at få mere daglig motion ind i din hverdag. Så er du godt på vej. Du kan hurtigt mærke en forbedring og en lyst til at bevæge dig. Fidusen er, at det skal være til at overskue. Ellers bliver det ikke til noget.

Kosten er vigtig – men du behøver ikke at leve af kål og gulerødder

Christian Bitz fortæller: Ligesom motion og søvn er kosten vigtig, hvis du skal blive en sund udgave af dig selv og have overskud til arbejdet – i vores tilfælde fysisk hårdt arbejde som trappevask og rengøring. Men alt med måde. For hvis du laver dødssyg sund mad hver dag, så bliver det en meget lang dag! Når det handler om sundhed og sund mad, skal du bygge bro mellem smag og sundhed. Ellers holder dine nye, sunde vaner kun et par timer eller allerhøjst en enkelt dag. Lav nogle enkle ændringer, som du kan holde. Det kan være at spise lidt flere grøntsager, drikke lidt mere vand eller at skære lidt ned på kødet.

95 % af dem, der går på kur, tager det hele på inden for et år. Det kan ikke svare sig, og der skal en livsstilsændring til, hvis du vil tabe dig. Tag et lille skridt ad gangen så du er sikker på, at det holder.

Tallerken-modellen – en simpel model

Christian Bitz’ simple kostråd handler om at dele tallerkenen op i tre dele:

  • Halvdelen af din tallerken skal fyldes med grøntsager – gerne i mange farver, for de indeholder forskellige vitaminer.
  • En fjerdedel skal indeholde kartofler, brød, ris, pasta eller lignende – drop gerne de brune ris og grovpastaen, hvis du ikke kan lide det. Smag og livskvalitet er nøgleordene.
  • En fjerdedel skal indeholde protein. Det kan være fra kylling, mejeriprodukter, fisk, æg, linser, bønner eller – i begrænsede mængder – kød fra firbenede dyr.

Kød og kræft

Rødt kød er ikke det sundeste. Forskning viser, at der er en direkte sammenhæng mellem rødt kød og tarmkræft, men da kødspisere ofte drikker og ryger mere og dyrker mindre motion, kan det være svært at sige, hvad der skyldes hvad. Men skær gerne lidt ned på det røde kød.

Forarbejdet kød som bacon, spegepølse og leverpostej øger risikoen for tyktarmskræft med 18 %. Risikoen for at få tyktarmskræft er 3,2 % for 60-årige. Hvis du over en periode på 10 år spiser 50 g forarbejdet kød om dagen, stiger risikoen til 3,7 %. Du kan selv afgøre, om du synes, det er en voldsom stigning. Og du behøver jo ikke spise 50 gram om dagen.

Smagen er afgørende

Det må aldrig blive for sterilt og stramt, for så får du aldrig sundere vaner. Smagen er afgørende, og Christian bruger selv smør og fløde i sin madlavning. Og faktisk viser undersøgelser, at kød og fisk, der ikke er paneret, næsten ikke optager noget fedt.

Den virker

Tallerkenmodellen er simpel, men den virker, fordi den giver en god mæthedsfølelse. Det skyldes blandt andet, at der er en god sammenhæng mellem mængden af protein og mængden af kulhydrater. Ifølge Bitz skal vi slet ikke være så forskrækkede for kulhydrater, som mange er blevet. Det handler bare om at spise dem i den rette mængde.

Undgå at have usunde ting i huset

Bitz-familien køber fredagsslik ligesom så mange andre danske familier. Men når fredagen er ovre, og der er slik tilbage, ryger det i skraldespanden. For ellers er det alt for nemt at stikke hånden i slikskålen om mandagen. Og tirsdagen.

Der er ingen garantier – husk at leve

Som med alt andet i livet er der ingen garantier – heller ikke når det gælder sundhed. Christian’s morfar blev 95 og skulle ifølge Bitz efter sigende aldrig have spist en grøntsag.

Pas på udsatte perioder

Når livet gør nas, forfalder vi til alkohol, slik, salt og fedt. Det er ok i en periode, men pas på ikke at synke helt til bunds. Og lev gerne lidt sundere i de gode perioder, så du har noget at stå imod med.

Christian Bitz siger: Sænk ambitionsniveauet og nyd livet

Det overordnede budskab fra eksperten er, at vi skal sænke ambitionsniveauet en anelse og nyde livet. Vi kan justere lidt på vores vaner for at blive lidt sundere og sørge for god mad, søvn og motion. Men det må ikke blive fanatisk. Sig ja til dig selv og ja til livet. For sundhed og livskvalitet går hånd i hånd, og sundhed må aldrig ske på bekostning af livskvalitet.

Vil du med?

Vil du med til vores erhvervsarrangementer, hvordan vi sammen kan blive stærkere? Næste netværksarrangement er i september hvor Mikael Kamber kigger forbi.

Tilmeld dig her og hør nærmere: tilmeding@racoon.dk

Christian Bitz foredrag Racoon

Efter fordraget med Bitz bød Racoon på mad fra kul grillen og en lækker tår til ganen. der var også live musik fra After Eight Partyband https://after-eight.dk.

Hvem er Racoon Rengøring & Ejendomsservice

Hvad kan Racoon hjælpe dig med. Klik her for at se vores ydelser.

Se mere til Racoon på de sociale medier:

Facebook: https://www.facebook.com/racoon.dk/

Youtube: https://www.youtube.com/channel/UCvXRcNMFfoX4INQUjICb4sA/videos