D. 21-08-2017

Er du opmærksom på, at dine medarbejdere kan rumme uanede ressourcer, som du ikke kender til? Og som kan bruges til udvikling af forretningen?

Jacek Zerzut er en af vores mange dygtige servicemedarbejdere. Han arbejder i vores ejendomsserviceafdeling og sikrer, at alt fungerer optimalt på store ejendomme i Hvidovre, Hellerup, Charlottenlund og Indre København. 

Men Jacek har ikke altid arbejdet som vicevært. Faktisk har han været en af verdens bedste hækkeløbere. Jacek er født i Polen og har vundet adskillige nationale mesterskaber og flere internationale mesterskaber. Han har sat solide rekorder, bl.a. den polske rekord i hækkeløb, der stod i mere end 11 år. 

Jacek kom til Danmark som 21-årig i 1989, fortsatte med at dyrke hækkeløb og vandt det danske mesterskab flere gange. 

Efter et par år som elitesportsudøver i Danmark skiftede Jacek udøverrollen ud med trænerrollen. Også det var en stor succes. Han har trænet topatleter under Dansk Atletik Forbund og Team Danmark, og han har været dansk landstræner i sprint og hæk. Som træner har han vundet over 400 medaljer. 

Jacek startede i Racoon i marts 2017 og er begejstret for virksomheden og kollegerne. 

       – Sammenholdet er godt, alle har taget godt imod mig, og der er stor åbenhed her i firmaet. Jeg føler mig rigtig godt tilpas, fortæller han. 

For at bruge sine erfaringer som motivator og træner har Jacek taget initiativ til et forebyggende projekt om sundhed, trivsel og socialt samvær i Racoon. Målet er at øge arbejdsglæden endnu mere som følge af øget velvære og stærkere sammenhold på tværs af afdelingerne. 

Jacek drives af at udvikle og motivere andre, og derfor har han taget initiativ til det nye projekt. Man kan på ingen måde sige, at han springer over, hvor hækken eller gærdet er lavest 🙂 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk